Bøgerne tegnede deres egen retning. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Du mod de kommende kyster.

Blå. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg være i dette landskab?

Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Var sætningerne et skred af betydning?

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Stod imod, men gjorde intet. Tingene tøver. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Farvede et sår i dit første ord.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Kan jeg være i dette landskab? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Var det markerne du kom fra? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Hvad tæller du til? Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi er en samtale bag øjnene. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. I min mund.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Glemmes? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Sådan noget. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Dine sætninger. Alting ligger bag alting. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Trak du de yderste bjerge?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sms i den lysende sommer. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. En flamme slog op af min hals. Der var noget som åbnede sig. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Som nu i morges: Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.