Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Glemmes? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Sådan noget. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Dine sætninger. Alting ligger bag alting. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Trak du de yderste bjerge?