Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Var det alligevel koderne, systemerne?

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Bag stemplerne. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Dine sætninger. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. At lytte gav ikke længere mening. Tågen i skovene i udsigten. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ensomheden i linjernes fald.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Om andre lande, andre folk. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Tingene tøver. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Farvede ordene milde. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Bøgerne tegnede deres egen retning. Over murbrokkerne.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Stod imod, men skrev: intet. Jeg sad alene i solen.

Jeg læste dine linjer. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Intet, jeg modtog intet. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Intimiteten i skriften. Snestorm.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Udsigten var håbfuld. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Ikke var muligt at komme derind. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Dine læber, dine læber, dine læber. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Lå vi. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Rød. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Jeg læste dine linjer.

Du i mit vindue. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Pludselig faldt dine drømme. Lyskrydset. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Var jeg? Du kan være. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Ikke søge ly.

I læberne i huden. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.