Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Tågen i skovene i udsigten. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Nordlyset tøver i vores stemmer. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Og vi faldt i søvn. Et brev.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Lyset afventer afgang.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Stjernekontinent. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Sad jeg? Sådan svarede du. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Blæste det virkeligt? Var der virkelig ild et sted? Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skrev mig vild i de dage. For hvert lag af betydning i klipperne.

Kan skriften være genert? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

At tale var blevet uoverskueligt. Du, du. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Zeitgeist. Shit. Show. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Nu skriver jeg igen på det stille. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Natten er trans, dagen er trans.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Var der virkelig ild et sted? Intimiteten i skriften. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I den periode: udsigten, stilheden. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

Om andre byer, andre verdener. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Regnen, vinden imellem dine læber. Jeg har plads i min hud. Når du siger mit navn, svarer min krop. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du må ikke forsvinde. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sammen lå vi og kortlagde:

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Over murbrokkerne.

Sådan er det. Sådan svarede du. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Skovene. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Men mit sprog er et landskab. Så var der en, der lyttede til skovene. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Havde du kysset en anden? Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Stod imod, men skrev: intet.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Du foldede dig ind i mine ord. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Bøgerne var de eneste. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Om andre byer, andre verdener. Var det markerne? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.