Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Bøgerne var de eneste. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Om andre byer, andre verdener. Var det markerne? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.