Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Det var ikke skovene jeg kom fra. Det er bare. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Hvem var det, der skrev: Sad jeg alene? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Så trak dagen langsomt på øjne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Bussen skrev til dig. Og vi vågnede. Glasdråbehænder.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg havde glemt den. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg var nøgen. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Alting ligger bag alting.

Jeg tegnede din hud på alting. De bløde bakker udenfor byen. Bøgerne varslede en kommende tid.

Ikke var muligt at komme derud. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Hvilken dag fulgte efter dagen? Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Ring til mig uden grund.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Og vi vågnede.

Så var der en, der lyttede til skovene.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Var det markerne? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vores land. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Grå.

Den højrenationale himmel.

Indimellem sagde du nogle ord.

Jeg tror, du havde glemt den der. Det tøj er min krop på min krop. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sad jeg alene? Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Diamanterne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Du foldede dig ind i mine ord. Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Lyskrydset. Afsavn. Udsagn.

I den periode: udsigten, stilheden.