Så trak dagen langsomt på øjne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Bussen skrev til dig. Og vi vågnede. Glasdråbehænder.