Jeg fandt en linje et sted under min reol. Stjernekontinent. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Sad jeg? Sådan svarede du. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.