Uforståelige sætninger at klæde sig i. En uro i kroppen. Kan jeg skrive sådan? I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Min skrift er farvet af sig selv. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Du foldede dig ind i mine ord. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Hvor længe havde du drevet i vinden?

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Skovene.

Sådan så mine drømme ud. Men mit sprog er et landskab. Hvad tæller du til? Du skrev ikke længere.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Der lå figner på jorden.

Sandet.

Et genert rum, et intimt rum. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Sandet. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Afsindighed. Udsalgsvarer. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. I mørket, diamanter, dine øjne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Sandet.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Var det skovene? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

En regning. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Hvor længe havde du drevet i vinden? At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Det generte i skriften. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du havde tabt en linje i min drøm. Stolen vipper. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg læste i aviser, i glemslen. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Jeg har skrevet et kort til dig. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg sejlede mellem dine læber. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Vi er en samtale bag øjnene.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Intimiteten, skriften. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I læberne i huden. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Og ord. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Afsavn.

Intimiteten i skriften. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

I den periode: udsigten, stilheden. Gennem hullet i muren. Har vi forskellige øjne? Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Var du nattens fortvivlede stilhed? Ordene, små toppe af skum. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Du mod de kommende kyster.

På en rude. I natten, en fjern stemme, søvn. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Gennem hullet i min hjerne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.