På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I læberne i huden. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.
Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Og ord. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Afsavn.