På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Var det skovene? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

En regning. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Hvor længe havde du drevet i vinden? At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.