Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Skovene.

Sådan så mine drømme ud. Men mit sprog er et landskab. Hvad tæller du til? Du skrev ikke længere.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Der lå figner på jorden.