Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.
Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.
Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Kan skriften være genert? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Når du siger mit navn, svarer min krop. Bordet vipper. Vi har øjne.
Jeg skrev mig vild i de dage. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg skrev intet ned i den periode. Sådan svarede du. Søge ly. Et brev. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.
Den sindssyge himmel. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Kalken. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.
Sætningerne er et hav. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Træerne. Stod imod, men gjorde intet. Det generte i skriften.
Tågen i skovene i udsigten. Du skrev et sår i min fremtid. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Skovene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Det generte i skriften. Nætterne. Ugerne. Provinsen og gågadens sange.
Sætningerne er filtrede tråde. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Lysene lyste. Kan jeg smile i dine sætninger? Vi har øjne. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. De bløde bakker udenfor byen.
Her er natten allerede langt bag mig. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.
Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Alene? Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.
Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.
Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Oppe på bakken.
Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Gennem hullet i hegnet. Hvad skulle glemmes? Har vi de samme øjne? Det var før du kunne forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Der lå figner på jorden.
Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.
Nu er der en uro i kroppen. Nu er der en uro i kroppen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.
Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg skriver dagen igang, stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Ikke søge ly i den flod.
Udsigten var håbløs. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. På et stort stykke hvidt papir. Som nu i morges:
Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Der hang figner henover udsigten. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.
Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord.
Og ord.
Og ord. Og ord.
Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.
Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.
Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Brev i april.