Det generte i skriften. Nætterne. Ugerne. Provinsen og gågadens sange.

Sætningerne er filtrede tråde. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Lysene lyste. Kan jeg smile i dine sætninger? Vi har øjne. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. De bløde bakker udenfor byen.