Men mit sprog er et landskab. Farvede et sår i dit første ord. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Du må forsvinde. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Der var intet som skulle glemmes. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Sådan?

Den sindssyge himmel. Grå. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Gennem hullet i muren. Udsigten var håbfuld. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Månens sind. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Intet, jeg modtog intet. Derinde bag skoven. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Skyen skjulte noget for fuglene. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Der hang figner henover udsigten.

Bag træerne.

Ensomheden i linjernes fald. Jeg kyssede en vinters nattemørke.

Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Har vi øjne? Vores. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Rifterne, rifterne, rifterne. I hver dag lå postkassen ensom og stille. På en rude. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Et genert, et intimt rum. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Skitser. Udflåd.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Skyen skjulte noget for fuglene. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dansende, legende, lyttende.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Da