Den sindssyge himmel. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Kalken. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Sætningerne er et hav. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Træerne. Stod imod, men gjorde intet. Det generte i skriften.

Tågen i skovene i udsigten. Du skrev et sår i min fremtid. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Skovene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det generte i skriften. Nætterne. Ugerne. Provinsen og gågadens sange.

Sætningerne er filtrede tråde. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Lysene lyste. Kan jeg smile i dine sætninger? Vi har øjne. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. De bløde bakker udenfor byen.

Her er natten allerede langt bag mig. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.

Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Alene? Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.