Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Oppe på bakken.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Gennem hullet i hegnet. Hvad skulle glemmes? Har vi de samme øjne? Det var før du kunne forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Der lå figner på jorden.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Nu er der en uro i kroppen. Nu er der en uro i kroppen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg skriver dagen igang, stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Ikke søge ly i den flod.