Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Oppe på bakken.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Gennem hullet i hegnet. Hvad skulle glemmes? Har vi de samme øjne? Det var før du kunne forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Der lå figner på jorden.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.