I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Det var ikke skovene jeg kom fra. Det her er en leg. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg er på den anden side af havet. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Oppe på bakken. Grå. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg læste dine linjer.

Den sindssyge himmel.

Du skrev et sår i min fremtid. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Var sætningerne et skred af betydning? Jeg ryster en tilfældig bog. Vigtigste. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Ikke floderne i ørerne. Jeg har skrevet et kort til dig. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg har skrevet et kort til dig.