Udsigten var håbløs. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. På et stort stykke hvidt papir. Som nu i morges:

Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Der hang figner henover udsigten. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord. Og ord.

Og ord.

Og ord. Og ord.

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Brev i april.

Har vi øjne? Jeg lyttede til dit hjerte.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system.

Udsigten var en fuck-up-store. Om andre lande, andre folk. Zeitgeist. Shit. Show. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. At en verden. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Trak du de yderste bjerge? Alting ligger bag alting. Jeg, jeg. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Var det bare regnen? Senere i dine øjne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Verden og dens lytten til sig selv. At forvandle dette rum.

Solens sind. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Vi taler om andre betingelser for nærvær. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Men noget blev i de tomme haller. Ordene flår i det inderste.

Blå. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Hvad tæller du?

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg ser dig, ser dig, ikke.

Asfalt. Ubeslutsomhed. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede.

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Farverne. Dagene. Ugerne. På en skærm. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Ude ved fabrikkerne. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Provinsen og gågadens sange.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Min krop vipper. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Når du rør mig er vi hinanden.

Var jeg stille? Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Sandøjne. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Ved den smuldrende beton. Når dit navn igennem sandet. Var jeg stille? Det giver mening. Var jeg stille? I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Det er vinden gennem sivene.