Var jeg stille? Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Sandøjne. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Ved den smuldrende beton. Når dit navn igennem sandet. Var jeg stille? Det giver mening. Var jeg stille? I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Det er vinden gennem sivene.