Men mit sprog er et landskab. Farvede et sår i dit første ord. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Du må forsvinde. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Der var intet som skulle glemmes. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Sådan?