Det gør noget. Gennem hullet i hegnet. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

De vigtigste. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. I læberne og i huden. Der var noget som åbnede sig.

Der var noget som åbnede sig. Sandet. Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Det dybeste af alt er huden? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ordene, små toppe af skum.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Min ene pen er rød og den anden sort.Min ene pen er rød og den anden sort. Min ene pen er rød og den anden sort. Min ene pen er rød og den anden sort.

Et brev. Farvede ordene milde. Det er bare. Noter. Beskrivelser. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sådan svarede du. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Kan jeg skrive sådan?

Bøgerne tegnede deres egen retning. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Farvede ordene milde. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Stjernekontinent. Var der virkelig ild et sted? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Stod imod, men skrev: intet.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Stjernekontinent. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg har skrevet et kort til dig. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Solens sind. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Der var noget som åbnede sig.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Senere i vores linje. Har vi de samme øjne? På en rude. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.