Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Udsigten var håbløs.Udsigten var håbløs. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Kalken. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Sætningerne er et hav. Dine ned gennem atmosfæren.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sådan svarede du. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Der var noget som åbnede sig.

På et stort stykke hvidt papir. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det her er ingen leg. Vi har hverken gardiner eller travlt. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Intimiteten i skriften Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Noter. Beskrivelser.

Solstorm. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvor vil det ødelagte sprog hen?