Og vi vågnede.Og vi vågnede. Og vi vågnede. Og vi vågnede. Som at læse glemte aviser.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Den sindssyge himmel.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Du må ikke forsvinde. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg går bare og venter på den milde måne.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Nætterne. Ugerne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Du må ikke.

Senere i vores linje. Hvilken nat fulgte efter natten? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sådan svarede du. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Glashænder. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan er det. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Kan jeg skrive sådan?Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Dit navn var alt jeg hørte. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vidste du det? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Dagene. Ugerne. Kalken. Og en anden dag:

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg har skrevet et kort til dig. Har vi de samme øjne? Træerne. Var jeg stille? Tågen i skovene i udsigten.

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.