Hvem var det, der skrev: Alting ligger bag alting. På en rude. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

På et stort stykke hvidt papir. Under den blå, blå himmel. På et stort stykke hvidt papir.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg skrev intet ned i den periode.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Stjernekontinent. Min ene pen er rød og den anden sort.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg sad alene i solen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Det er bare. For hvert lag af betydning i stenene. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Men mit sprog er et landskab. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Ikke var muligt at komme derind. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det handler om overfladen. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Det? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Bøgerne tegnede deres egen retning.Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning. Ordene, små toppe af skum.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

At forvandle dette rum til et andet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Var det markerne du kom fra? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vi, de mindste detaljer. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Det var ikke markerne.

Du kan være i dette landskab. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Ord. Et genert rum, et intimt rum. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Som at læse glemte aviser. Skyen skjulte noget for fuglene.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.