Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Tågen i skovene i udsigten. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Du må ikke forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Og vi vågnede. Du må forsvinde. Vi er en samtale bag øjnene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Rifterne.

Jeg forsvinder ikke. Ikke søge ly i den flod. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Hvad skulle glemmes? Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg læste dine linjer Min ene pen er rød og den anden sort.

Afsavn. Udsagn. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bøgerne tegnede deres egen retning. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Stod imod, men skrev: intet.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Hvem var det, der skrev:

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

At tale var blevet uoverskueligt. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Sætningerne er et hav. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Glashænder. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg har skrevet et kort til dig.

For hvert lag af betydning i stenene. For hvert lag af betydning i stenene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intimiteten i skriften

Farvede ordene milde. Ordene, små toppe af skum. Sandet. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.