Jeg har skrevet et kort til dig. Oplæsning for intetheden. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Trak jeg de yderste bjerge?

Så trak dagen langsomt på øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du siger noget om solen. Nu er der en uro i kroppen. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Var jeg stille? Du siger noget om solen.

Jeg skriver dagen igang, stille. Oplæsning for intetheden. Du trak de yderste bjerge. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Da jeg lyttede blev jeg bange. Og vi. Hvor længe havde du drevet i vinden? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg skriver dagen igang, stille. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Bagefter sad jeg i timer og læste. Når dit navn igennem sandet.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I bussen til dig.

Når vores kroppe er hinanden.

En uro i kroppen. Min skrift er farvet af sig selv. Provinsen og gågadens sange. Trak du de yderste bjerge? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Vi bliver verden. Hvirvlende, stirrende, syngende. Søge ly.

Og en anden dag: Bussen skrev til dig.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Nu skriver jeg igen på det stille.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Afsindighed. Udsalgsvarer. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Hvor længe havde du drevet i vinden?

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Det var før du kunne forsvinde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Farvede ordene milde. Jeg drak det tørre. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Det er bare. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Nu er der en uro i kroppen. I natten, i søvn. Udsigten var håbløs. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. For hvert lag af betydning i klipperne.

Du skrev et sår i min fremtid. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Glasdråbehænder. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt.