At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg er på den anden side af havet. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. I læberne og i huden.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

Dine diamanter lyser i min mund. På en rude. Over murbrokkerne. Oplæsning for intetheden. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Tingene tøver. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Du skrev et sår i min fremtid. Sådan noget. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Bøgerne var de eneste. Dine. Derinde bag ordene. Zeitgeist. Shit. Show. Skriv i dine læber. Af alt det kroppen også er.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Det handler om overfladen. Farvede ordene milde.

Stod imod, men gjorde intet. At tale var blevet uoverskueligt. Ordene, små toppe af skum. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Der løber ord ud af min hud.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Ordene, små toppe af skum.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vores land. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Der var noget som åbnede sig.

Søge ly. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du i mit vindue.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Blæste det virkeligt? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. De yderste kyster, en grøn sten.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. For hvert lag af betydning i stenene.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Hvem var det, der skrev:

Der var noget som gled med videre. Min ene pen er rød og den anden sort.

Vi sad alene i natten. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Udsigten var håbløs. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det var før du kunne forsvinde. Dette langsomme blik imod stenene. Sandstorm. Savn.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Jeg, jeg. Var sætningerne et skred af betydning? Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.