Bagefter sad jeg i timer og læste. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.
Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.
At forvandle dette rum til et andet. Var det skovene du kom fra? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Du, du. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.
Jeg sejlede omkring på alt. Var der virkelig ild et sted?
Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.
Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.
Det handler om.
Og vi vågnede. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.
Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Og en anden dag: Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.
Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Nordlyset tøver i vores stemmer.
I bussen skrev jeg en sms til dig. Det var før du. Notesbog. Beskydning.
Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.
Ikke floderne i ørerne. Farvede et sår i dit første ord.
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var det markerne?
Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Der lå figner på jorden. Skyen skjulte noget for fuglene. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sætninger. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! For hvert lag af betydning i klipperne. At forvandle dette rum.
Ordene flår i det inderste. En flamme slog op af min hals. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg skriver dagen igang, stille. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Ilden. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.
Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Det dybeste af alt er huden? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg forsvinder ikke. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Tingene tøver. Under den blå, blå himmel. Bag øjnene sidder en lampe og ser.
Du havde tabt en linje i min drøm. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Skyen skjulte noget for fuglene. Kan jeg smile i dine sætninger? Den sindssyge himmel. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.
Sætningen løb videre igennem kæben. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Odense, Esbjerg, Roskilde. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.
Du skrev ikke længere. Ilden. Der var noget som åbnede sig. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.