Det dybeste af alt er huden? Jeg skrev i en stråle af sol. Brev i april. Kan jeg være? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nordlysets sitren i din stemme. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Træk sletterne helt ned til klipperne.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Du havde tabt en linje i min drøm. Hvis jeg ville have dit blik.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Du i mit vindue, i min vindueskarm. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Er du på den anden side? Jeg, jeg.

Der hang figner henover udsigten. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Brev.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Sms i den lysende sommer. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sådan svarede du. Var det skovene du kom fra? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. På en rude.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Indimellem nogle ord. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. En uro i kroppen. Kan jeg være i dette landskab?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Min ene pen er rød og den anden sort. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Den bekymrede er ude af sig selv. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bøgerne varslede en kommende tid.

Sætningerne er filtrede tråde. Vi er det sarte, de stille. Derinde bag bjergene.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Kan jeg være i dette landskab? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Lysene lyste. Solstorm. Et brev. Og vi vågnede. Afsavn. Udsagn. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Mail i november.

Du må ikke forsvinde. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. For hvert lag af betydning i stenene. Vidste du det?

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.