For hvert lag af betydning i stenene.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Udsigten var håbløs. Hvilke krystaller lyste i dine ord? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg læste dine linjer. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Nordlysets sitren i din stemme. Der var noget som åbnede sig. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Men mit sprog er et landskab. Når jeg ser dig. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Kan jeg skrive sådan? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Er du på den anden side af havet? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Var det markerne du kom fra? Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Provinsen og gågadens sange. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Sådan så mine drømme ud. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Muren omkring ordene.

Lyset afventer afgang. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Hvem var det, der skrev: Du må ikke forsvinde. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Lyset afventer afgang. Kan jeg skrive sådan? Det her er en leg. Det dybeste af alt er huden?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Bag træerne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Oppe på bakken. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sådan noget. Skyen skjulte noget for fuglene. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

I bussen skrev jeg en sms til dig. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Afsavn. Udsagn. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Ordene, små toppe af skum. Om andre byer, andre verdener. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. En regning.

Var det skovene du kom fra? Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Afsavn. Lysene lyste.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Ordene, små toppe af skum. Dagene alene på landet.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Vores. Om andre byer, andre verdener. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Solstorm. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg skriver dagen igang, stille. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Dagene. Ugerne. Vennerne. Har vi de samme øjne?

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Og en anden dag: Lysene lyste. Sandet. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Farvede et sår i dit første ord. Solens sind. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Bordet vipper. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.