Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Under den blå, blå himmel. Her er dagen allerede langt foran mig. Sætningerne er en ørken. Var det skovene? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Den sindssyge himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Vores land.

Et genert, et intimt rum. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Var det skovene du kom fra? Og vi vågnede. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Der var intet som skulle glemmes. Land. Du må ikke. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Udsigten var håbløs. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Intet ligger bag intet. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mørket kaldte vi mørket.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Skyen skjulte noget for fuglene. Et udadvendt rum, et favnende rum. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Mørket kaldte vi mørket.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. De yderste kyster, en grøn sten. Jeg skriver dagen igang, stille. Lysene lyste. Sætninger.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I mørket, diamanter, dine øjne. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg tror, du havde glemt den der. Der var noget som åbnede sig. Er du på den anden side af havet? Vidste du det? Sætningerne er et hav.

Var jeg stille? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Ikke var muligt at komme derind. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Derinde bag skoven.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Over murbrokkerne.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Har vi de samme øjne? Blå. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Jeg var de dage.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg hviskede ind i din drøm. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Nætterne. Ugerne.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Der i kroppen. På en mur. Du i mit vindue. Hvad skulle glemmes? Skyggerne skyggede. Sådan er det. Af alt det kroppen også er. Ikke glemme floderne i ørerne. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvad skulle glemmes? Bag træerne. Lyset afventer afgang.

Vi er en samtale bag øjnene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det var ikke markerne jeg kom fra. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Diamanterne. Der var intet som skulle glemmes. Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben.