Samtale d. 8.07.12 23.14.35 til 23.16.11

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Udsigten var håbløs. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Hav d. 8.07.12 23.11.09 til 23.14.32

Solens sind. I et efterår ville jeg være flov. Sætningerne er et hav. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Et genert rum, et intimt rum. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Du må ikke forsvinde.

Det her er en leg. Jeg tænker smukke øjne. Diamanterne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Samtale d. 8.07.12 23.08.21 til 23.11.06

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg ved vi forsvandt. Jeg ville gerne give dig mine. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Mørket kaldte vi bare for mørket. Den sindssyge himmel. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Samtale d. 8.07.12 23.05.54 til 23.08.17

Jeg skrev i en stråle af sol. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Jeg ser dig, ser dig, ikke.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg sad alene i solen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Hav d. 8.07.12 22.45.51 til 22.48.57

I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Sort.

Over murbrokkerne.

Jeg går bare og venter på den milde måne. Du siger noget om månen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Samtale d. 8.07.12 22.38.28 til 22.40.45

Et brev. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Alting ligger bag alting.

Derinde bag skoven. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det her er ingen leg. Ikke var muligt at komme derind. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hvad skulle glemmes? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Samtale d. 8.07.12 22.32.11 til 22.34.40

Kan jeg skrive?

Jeg, den skrøbelige sandhed.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Samtale d. 8.07.12 22.11.55 til 22.15.11

Intet glemmes. Vi har gardiner. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Når du siger mit navn, svarer min krop. Blå. Jeg havde glemt den. Nordlysets sitren i din stemme.

Gennem hullet i hegnet. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Udsigten var håbløs. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Samtale d. 8.07.12 22.07.33 til 22.11.51

Regnen, vinden imellem dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Bussen skrev til dig. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Brev. Den højrenationale himmel. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Hav d. 8.07.12 21.57.11 til 21.59.13

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Skyen skjulte noget for fuglene. Du kan være i dette landskab. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Det gør ikke noget.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.