Hvad tæller du?

Har vi de samme øjne? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Trak jeg de yderste bjerge?

Af alt det kroppen også er.

Sms i den lysende sommer. I min mund. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stofferne. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Solstorm. Vi, de mindste detaljer. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Glasdråbehænder. At tegne øjne i sætninger.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Dit navn var alt jeg hørte. Muren omkring ordene. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Derinde bag skoven. Havde du kysset en anden? Du skrev et sår i min fremtid. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Derinde bag skoven. Intimiteten, skriften. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Skyen skjulte noget for fuglene. Når du rør mig er vi hinanden. Nætterne. Ugerne.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Hvem var det, der skrev: Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Vi er et party.

Et brev. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Det er bare.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I natten, en fjern stemme, søvn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Zeitgeist. Shit. Show. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sandstorm. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.

Solstorm.

Sandet. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Sådan svarede du. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Natten er trans, dagen er trans. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ikke floderne i ørerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvad skulle glemmes? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Der hang en nice frugt og dinglede. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Glashænder.

Jeg skrev mig vild i de dage. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Så trak dagen langsomt på øjne. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Glashænder. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Træk sletterne helt ned til klipperne. Har vi de samme øjne?

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Derinde bag bjergene. Et brev. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Den sindssyge himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg har skrevet et kort til dig. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.