Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Så trak dagen langsomt på øjne. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Glashænder. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Træk sletterne helt ned til klipperne. Har vi de samme øjne?