Bøgerne hvilede omkring kaffen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bordet vipper. Mørket kaldte vi mørket.

For hvert lag af betydning i stenene. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der var noget som. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Vi er en samtale bag øjnene.

Her er dagen allerede langt foran mig. Oppe på bakken.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Havde du fundet en grøn sten? Derude i tomme haller. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Her er dagen allerede langt foran mig. Sætningerne er filtrede tråde. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Den sindssyge himmel. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Ordene, syrlige rifter af blod. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Og et andet kluns: Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Muren omkring ordene.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Gennem hullet i min hjerne.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Under murbrokkerne. Er du på den anden side?

Et brev. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Var sætningerne et skred af betydning? Du havde tabt en linje i min drøm. At forvandle dette rum til et andet. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Nordlyset tøver i vores stemmer. I den periode: udsigten, stilheden.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Dagene. Ugerne. Jeg er på den anden side af havet. Hvad tæller du til?

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg forsvinder. Bøgerne varslede en kommende tid.

Skyen skjulte noget for fuglene. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Min krop vipper. Intimiteten i skriften. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

Det?

Var det bare regnen? Der i kroppen. Et genert rum, et intimt rum. Og ord, og ord, og.

Intimiteten i skriften. Det gør ikke noget. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sætningerne er et hav. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Om overfladen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Jeg i den ørken. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Blå. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.