Vi taler om andre betingelser for nærvær.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Stjernekontinent. Om overfladen. Som at skrive i koder.

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Det var ikke markerne jeg kom fra.

Ord. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Nordlyset tøver i vores stemmer.

De matte hemmeligheder inde i træet. Har vi forskellige øjne? Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Fuglene hang på den blå, blå himmel.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Du må ikke. Min skrift er farvet af sig selv. Der var noget som åbnede sig. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Det dybeste af alt er huden? Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Du, dine øjne. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Sådan her. Vi har gardiner. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Hvem var det, der skrev: Om andre byer, andre verdener. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg sejlede omkring på alt. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Glasdråbehænder. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Vi har øjne.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Sætningerne er. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Der falder binære sansninger ud af min mund. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.

Det jeg kom fra..

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Sandøjne. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. I et efterår ville jeg være flov. Sætningerne er sarte kredsløb. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Bøgerne var de eneste. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Kan jeg være? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Du havde tabt en linje i min drøm.

Lyset i ørknen i udsigten.

For hvert lag af betydning i stenene. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Der var noget som åbnede sig. Bøgerne tegnede deres egen retning. Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Bøgerne var de eneste.

Det var dine læber. Sandstorm.