Bøgerne var de eneste. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Kan jeg være? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Du havde tabt en linje i min drøm.
Lyset i ørknen i udsigten.