Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg var i din krop, og du?

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.

Indimellem sagde du nogle ord. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Du må ikke forsvinde.

Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Jeg har plads i min hud. Kullet. Jeg var i morges. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Sandstorm. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Kan jeg smile i dine sætninger? Der var noget som gled med videre. Noter. Beskrivelser. Det her er ingen leg. De matte hemmeligheder inde i træet. Farvede et sår i dit første ord. Ordene flår i det inderste. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætningerne er et hav.

Det er aldrig det hurtige blik. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Der var noget som åbnede sig.

Et brev. Hvor længe havde du drevet i vinden? Et brev. Jeg tegnede din hud på alting. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Et brev. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Skovene. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Et brev. Et brev. Et brev.

Et brev. Et brev. Et brev.

Et brev. Et brev. Et brev. Et brev. Et brev.

Et brev. Et brev. Et brev. Et brev. Et brev. Et brev. Et brev

Bagefter sad jeg i timer og læste. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

At forvandle dette rum til et andet. Var det skovene du kom fra? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Du, du. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg sejlede omkring på alt. Var der virkelig ild et sted?

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.

Det handler om.

Og vi vågnede. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Og en anden dag: Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Nordlyset tøver i vores stemmer.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Det var før du. Notesbog. Beskydning.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Ikke floderne i ørerne. Farvede et sår i dit første ord.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var det markerne?

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Der lå figner på jorden. Skyen skjulte noget for fuglene. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sætninger. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! For hvert lag af betydning i klipperne. At forvandle dette rum.