Ordene flår i det inderste. En flamme slog op af min hals. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg skriver dagen igang, stille. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Ilden. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Det dybeste af alt er huden? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg forsvinder ikke. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Tingene tøver. Under den blå, blå himmel. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Du havde tabt en linje i min drøm. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Skyen skjulte noget for fuglene. Kan jeg smile i dine sætninger? Den sindssyge himmel. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Sætningen løb videre igennem kæben. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Odense, Esbjerg, Roskilde. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Du skrev ikke længere. Ilden. Der var noget som åbnede sig. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg er på den anden side af havet. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. I læberne og i huden.

Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

Dine diamanter lyser i min mund. På en rude. Over murbrokkerne. Oplæsning for intetheden. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Tingene tøver. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Du skrev et sår i min fremtid. Sådan noget. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Bøgerne var de eneste. Dine. Derinde bag ordene. Zeitgeist. Shit. Show. Skriv i dine læber. Af alt det kroppen også er.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Det handler om overfladen. Farvede ordene milde.

Stod imod, men gjorde intet. At tale var blevet uoverskueligt. Ordene, små toppe af skum. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Der løber ord ud af min hud.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Ordene, små toppe af skum.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vores land. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.