Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Der var noget som åbnede sig.

Søge ly. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du i mit vindue.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Blæste det virkeligt? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. De yderste kyster, en grøn sten.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. For hvert lag af betydning i stenene.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Hvem var det, der skrev:

Der var noget som gled med videre. Min ene pen er rød og den anden sort.

Vi sad alene i natten. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Udsigten var håbløs. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det var før du kunne forsvinde. Dette langsomme blik imod stenene. Sandstorm. Savn.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Jeg, jeg. Var sætningerne et skred af betydning? Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Jeg har skrevet et kort til dig. Oplæsning for intetheden. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Trak jeg de yderste bjerge?

Så trak dagen langsomt på øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du siger noget om solen. Nu er der en uro i kroppen. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Var jeg stille? Du siger noget om solen.

Jeg skriver dagen igang, stille. Oplæsning for intetheden. Du trak de yderste bjerge. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Da jeg lyttede blev jeg bange. Og vi. Hvor længe havde du drevet i vinden? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg skriver dagen igang, stille. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Bagefter sad jeg i timer og læste. Når dit navn igennem sandet.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I bussen til dig.

Når vores kroppe er hinanden.

En uro i kroppen. Min skrift er farvet af sig selv. Provinsen og gågadens sange. Trak du de yderste bjerge? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Vi bliver verden. Hvirvlende, stirrende, syngende. Søge ly.

Og en anden dag: Bussen skrev til dig.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Nu skriver jeg igen på det stille.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Afsindighed. Udsalgsvarer. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Hvor længe havde du drevet i vinden?