Søge ly. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bøgerne varslede en kommende tid. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Provinsen og gågadens sange. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Glashænder. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Her er dagen allerede langt foran mig.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Vi, gamle tanker om stilheden. At tale var blevet uoverskueligt. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Dit navn var alt jeg hørte. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. På et stort stykke hvidt papir. Jeg vågner og ser dig, dine øjne.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Sætningerne er et hav. Lyskrydset. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I mørket, diamanter, dine øjne. Svarede du?

Når du rør mig er vi hinanden. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Udsigten var håbfuld.

Har vi øjne? På en mur. Jeg, den skrøbelige sandhed. Var der virkelig ild et sted? At lytte gav ikke længere mening. Glasdråbehænder. Du siger noget om solen. Regnvejrsmeteor. Ordene, syrlige rifter af blod. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Om andre byer, andre verdener. Her er dagen allerede langt foran mig. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Hvem var det, der skrev: Der var noget som gled med videre. Jeg, ikke dig. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Ilden.

Jeg kyssede en vinters nattemørke. En regning.

Der var noget som åbnede sig. Tingene tøver. Du siger mit navn.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Bøgerne varslede en kommende tid. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Stolen vipper. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Af alt det kroppen også er. I bussen til dig.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Var det markerne?

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

I den første nat så jeg kun det matte mørke. Gennem hullet i muren. Nu skriver jeg igen på det stille. Vigtigste. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Landet smuldrer, smuldrer. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.