Vigtigste. Du siger noget om solen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. At forvandle dette rum. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Du, dette landskab. Det tøj er min krop på min krop. Jeg tror, du havde glemt den der. Ikke floderne i ørerne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Bag alting.

Kan jeg skrive? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det er aldrig det hurtige blik. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg læste dine linjer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg var i din krop, og du? Jeg tror, du havde glemt den der. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Vi har gardiner. Der var noget som åbnede sig.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Vi er en samtale bag øjnene. Glemmes? For hvert lag af betydning i klipperne.

Sådan trak du de yderste bjerge. Har vi forskellige øjne? Mail i november.

Var det bare regnen?

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: De bløde bakker udenfor byen. Som nu i morges: Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Der var noget som åbnede sig. Jeg skriver dagen igang, stille.

Øjne af regn fra det travle. Intet, jeg modtog intet. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

På en rude. Jeg sejlede mellem dine læber. Regnvejrsmeteor.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg var din krop. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Dagene. Ugerne. Et brev.

Du mod de kommende kyster. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Hvis jeg ville have dit blik.

Ring til mig uden grund. Det tøj er min krop på min krop. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Rifterne, rifterne. Et sted er der en. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Din krop? Sådan svarede du.

Hvad skulle glemmes? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ilden. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På et stort stykke hvidt papir. Bøgerne varslede en kommende tid. Derinde bag ordene. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Hver dag gled med mig videre. Jeg skriver natten i gang, stille.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.