Odense, Esbjerg, Roskilde. Regnvejrsmeteor.

Kan jeg smile i dine sætninger?

Du i mit vindue.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Hver morgen: Wow! Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Var det bare regnen? Her er dagen allerede langt foran mig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.

Her er dagen allerede langt foran mig. Farvede lidt sort i din ørken. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.

Her er dagen allerede langt foran mig. Her er

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Tågen i skovene i udsigten. Markerne, du? Her er natten allerede et stort show. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Hvor længe havde du drevet i vinden? Skitser. Udflåd. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og en anden dag: Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Har vi forskellige øjne? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Tidligere: at følge dig blik. Vi har øjne.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Sad jeg alene? Har vi øjne? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Der var noget som. Dine diamanter lyser i min mund. Sætninger. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Det er vinden gennem sivene. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.

Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.

Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.

Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.

Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund.

Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser

Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Sætningerne er et hav.

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Alting bag alting. Skovene. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Jeg ser dig, ser dig, ikke.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Sad jeg alene?

På et stort stykke hvidt.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Der var noget som. Sådan noget. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Der løber ord ud af min hud. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Jeg og dit hjerte. Jeg på din hud. Vi, gamle tanker om stilheden. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Ikke var muligt at komme derud. I natten poppede samtalerne op. Ring til mig. Jeg havde dig. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.