Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Sover ASAP.

På en rude. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Kan jeg skrive sådan? Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Jeg sejlede mellem dine læber. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Dine sætninger. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Jeg kunne mærke dit hjerte. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Du siger mit navn. Her er natten allerede et stort show. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Zeitgeist. Shit. Show. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Sætningerne er et hav. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg forsvinder. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Lå vi. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Skriv mig ind i dine læber.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Jeg på overfladen. Hvis jeg ville have dit blik. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Byen. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.