Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Zeitgeist. Shit. Show. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Sætningerne er et hav. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg forsvinder. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.