Hvor længe havde du drevet i vinden? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Så var der en, der lyttede til skovene. Der var noget som åbnede sig.
 
Hvor vil det ødelagte sprog hen? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Odense, Esbjerg, Roskilde. Luften og jordens sange.
 
Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

At lytte gav ikke længere mening. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Farvede ordene milde. Sms i den lysende sommer.
 
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg læste glitrende blade. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Lyskrydset. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Det er bare. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.
 
Hvor vil det ødelagte sprog hen? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Regnvejrsmeteor. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Bøgerne tegnede deres egen retning. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Ok, svarede du. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Byen.
 
Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Jeg skrev intet ned i den periode.