For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Du foldede dig ind i mine ord. Mine linjer kommer igen. At lytte gav ikke længere mening. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
 
Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

Bagefter sad jeg i timer og læste. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Min ene pen er rød og den anden sort. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Du foldede dig ind i mine ord. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Sætningerne er et hav. Jeg skrev intet ned i den periode. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Min skrift er farvet af sig selv. Afsindighed. Udsalgsvarer. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.
 
Dansende, legende, lyttende.

I den første nat så jeg kun det matte mørke. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Kan jeg skrive sådan?

Sådan svarede du. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. At tale var blevet uoverskueligt.
 
Muren omkring ordene. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Farvede lidt sort i din ørken. Når du ringer, hører jeg det ikke.
 
Når du ringer, hører jeg det ikke.

For hvert lag af betydning i stenene. Hvad vil disse knuste sætninger? Du skrev et sår i min fremtid.
 
Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Glasdråbehænder. Kan skriften være genert? Brændte det friske løv virkeligt? Solstorm.
 
Var sætningerne et skred af betydning? De bløde bakker udenfor byen. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bøgerne var de eneste. Sms i den lysende sommer.