Stjernekontinent. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sætningerne er et hav. Bagefter sad jeg i timer og læste. Sandet.
 
Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Farvede ordene milde.
 
Ordene, syrlige rifter af blod. Skovene. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Farvede lidt sort i din ørken.
 
Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Men mit sprog er et landskab. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.
 
Ok, svarede du. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Når du ringer, hører jeg det ikke.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere.
 
Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Du skrev ikke længere. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Ordene, syrlige rifter af blod. Men mit sprog er ikke fjendtligt.Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

At tale var blevet uoverskueligt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.
 
Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.